Tyrkiet - en kommende stormagt i en radikal ustabil region? Drivkræfterne bag Erdogans udenrigs- og sikkerhedspolitik

I takt med, at USA har trukket sig fra den mellemøstlige region, har Tyrkiet ikke blot orienteret sig andre steder hen, mod Rusland og mod øst, men er også trådt ind i det tomrum, som USA har efterladt. Og Tyrkiet har vist sig som en udenrigs- og sikkerhedspolitisk set aktiv spiller. Hvor tyrkisk udenrigspolitik frem til 2013 primært havde soft-power indflydelse i Mellemøsten og EU-medlemskab som omdrejningspunkt, er udenrigspolitikken siden 2015 blevet sikkerhedsliggjort, bl.a. med erklærede mål om at gøre Tyrkiet til en uomgængelig magtfaktor, måske endda en regional stormagt, der handler og producerer våben. I stedet for passivt at være tilskuer til konflikterne i regionen, vil Tyrkiet have sin del af de muligheder, der byder sig. Det gælder Afghanistan, Nagorno-Karabakh, Libyen og olieboringer i det østlige Middelhav, hvor Tyrkiet i alle sammenhænge har markeret sig. Samtidig bliver Tyrkiet i NATO-sammenhænge i tiltagende grad opfattet som en besværlig samarbejdspartner, mens man i EU har sat optagelsesforhandlingerne på standby. Som nærværende rapport beskriver, har denne udvikling fundet sted i en periode med store omvæltninger både regionalt og internationalt, men også internt i Tyrkiet. Tyrkiets nærområde Mellemøsten har de sidste 20 år været præget af krig og stats-kollaps og et tiltagende magtpolitisk vakuum. Internationalt har en ny stormagts-rivalisering taget form, hvor der er sket en forskydning fra en unipolær verden i retning af en multipolær. Særligt Kinas fremkomst som en selvbevidst stormagt har ført til betydelige forandringer i den globale magtbalance. Endelig er den økonomiske fremgang, som bar præsident Erdogan fra valgsejr til valgsejr, afmattet i et sådant omfang, at det har udløst en kriseagtig udvikling, der truer præsidentens fremtidige magtposition samtidig med, at han forsøger at mobilisere politisk støtte gennem en ny vision for Tyrkiet. En vision, der handler om national storhed og international magt. Det efterlader tvivl blandt Tyrkiets vestlige samarbejdspartnere omkring, i hvilken retning landet bevæger sig, og gør, at disse nu i større udstrækning overvejer, hvordan man fremadrettet skal forholde sig til Tyrkiet. Skal der mere håndfaste metoder til? Eller vil det være pragmatisme og gensidig afhængighed, der kommer til at præge relationen mellem Tyrkiet og dets vestlige samarbejdspartnere? Rapporten præsenterer en række mulige udviklingsscenarier for Tyrkiets forhold til såvel EU som NATO, idet det er rapportens bærende tese, at de største forandringer i forholdet udspringer af, at Tyrkiet ikke længere afstemmer sine mål med sine allierede, og af den voksende mistillid, som dette har udløst partnerne imellem.