Thorkild Kjærgaards bjørnetjeneste til rigsfællesskabet

Thorkild Kjærgaard har nu igennem en årrække bygget en række debatindlæg i dagspressen og forskellige populærvidenskabelige tidsskrifter på det standpunkt, at Grønland aldrig har været en koloni. Med dette standpunkt som omdrejningspunkt har han gjort det til en fast metode at gøre en historisk observation, ofte af formalistisk og i hvert fald etnocentrisk karakter, blæse dens gyldighed helt ud af proportion, for som konklusion at kunne besynge Danskens godgørenhed højt mod nord og i samme bevægelse underkende enhver grønlandsk kritik. Hensigten skulle være at sikre Rigsfællesskabets beståen ved at overbevise grønlandske og danske kritikere om de faktiske forhold i fortiden. TKs tekst i dette nummer af TEMP om Grønlandsbindet i Gads nye kolonihistorie er ikke så meget en anmeldelse som en anledning til at gentage sig selv. Skønt uden opbakning fra andre forskere har TK i kraft af sin vedholdenhed været i stand til at positionere sig centralt i sin helt egen debat. Der ville ikke være nogen grund til at understøtte denne position ved at modsige ham, hvis det altså ikke lige var fordi TKs tirader faktisk har en sådan volumen, at den står i fare for at få gennemslag i opfattelsen i bredere kredse i Grønland og Danmark, og dermed få betydning for den fremtidige relation henover Nordatlanten. Jeg skal her kort forklare, hvorfor virkningen vil være den omvendte af TKs hensigt. Først et par eksempler på TKs retoriske figur, bedømt ikke på deres historiske nøjagtighed (jeg er hverken historiker eller jurist), men på deres politiske virkning. Herefter en overordnet karakteristik af den særlige postkoloniale dynamik som er Rigsfællesskabet - og en bedømmelse af, hvordan TKs interventioner spiller ind i dem.