Global orden

På mange måder fremstår Verdensmålene som en kærkommen solstråle
i en dyster tid: Et udtryk for global solidaritet på tværs af kontinenter og
generationer og en konkret vision for en verden i økonomisk, social og
miljømæssig balance. Spørgsmålet, der rejses i dette kapitel, er om Verdensmålene også viser vejen frem mod en ny og mere tidssvarende form
for global orden? Er de udtryk for en innovativ tilgang til global styring,
der passer bedre til vores globaliserede virkelighed end den tilgang, vi
har støttet os til siden 1945? For at besvare dette spørgsmål, kigger kapitlet
tre steder hen: Først vender det sig mod den eksisterende ordens
krise og spørger, hvor dybt den egentligt stikker – er der tale om et forbigående
fænomen, eller er krisen strukturel? Efter at have besvaret dette
med et tøvende “ja, krisen stikker dybt – den er strukturel – men ikke
uafvendelig”, vender kapitlet sig mod verdensmålene for at indkredse
den særlige form for styring gennem mål, de bygger på. Endelig diskuterer
kapitlet, de begrænsninger der ligger i denne nye og mere inkluderende,
men også mindre forpligtende tilgang til global styring. Måske er
verdensmålene – og styring gennem mål – i lige så høj grad udtryk for
vores fælles afmagt og politikkens fallit, som de er en afspejling af vores
fælles håb om en verden i balance.